Hvad er blodtryk?

Blodtrykket er trykket i kroppens pulsårer, der fører blodet fra hjertet og ud i kroppen. Blodtrykket er et mål for, hvor hårdt dit hjerte arbejder.
Jo højere dit blodtryk er, jo mere skal dit hjerte arbejde.


Forhøjet blodtryk

Sådan nedsætter du dit blodtryk

Kend dit blodtryk

  • Det er vigtigt at kende sit blodtryk for at undgå hjerte- og kredsløbssygdomme
  • Man kan leve i adskillige år med forhøjet blodtryk uden at opdage det
  • Ingen kender deres blodtryk, før det er målt
  • Ca. hver femte dansker over 20 år har forhøjet blodtryk
  • Mere end 260.000 danskere har forhøjet blodtryk uden at vide det


Din risiko er øget, hvis:

  • din familie er disponeret for hjertekarsygdom
  • du ryger
  • du har forhøjet kolesteroltal
  • du er mand over 55 år eller kvinde over 65 år
  • du er mand med en taljevidde over 102 cm eller kvinde med en taljevidde over 88 cm
  • dine organer er påvirket, fx ved fortykket hjertemuskulatur eller let nedsat nyrefunktion


Hvad kan du selv gøre for at sænke dit blodtryk?

Hold op med at ryge

Hver gang du ryger en cigaret, stiger dit blodtryk og dermed risikoen for hjerte- og kredsløbssygdomme.

Tab dig

Hvis du er overvægtig, stiger dit blodtryk, og dit kredsløb bliver belastet.

Spar på saltet

Spiser du for meget salt, kan det give forhøjet blodtryk. Hjerteforeningen anbefaler, at kvinder højst spiser 6 g salt om dagen, og at mænd højest spiser 7 g salt om dagen.

Drik kun lidt alkohol

Maks. 7 genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd.

Bevæg dig

Træn mindst en halv time hver dag og gerne mere.


Undgå stress

Stress kan føre til forhøjet blodtryk. Symptomer på stress kan være, at du ikke kan koble fra, eller at du ikke føler, at du har kontrol med din tilværelse.

Tag din medicin

Har du fået ordineret medicin, er det afgørende, at du tager den. Det kan være nødvendigt at tage flere typer medicin for at behandle forhøjet blodtryk.


Hvordan føles forhøjet blodtryk?

Forhøjet blodtryk er ikke generende i sig selv, og du kan sandsynligvis ikke mærke, hvis dit blodtryk er for højt. I sjældne tilfælde kan forhøjet blodtryk give hovedpine eller åndenød.

Det er vigtigt, at forhøjet blodtryk bliver opdaget hurtigst muligt. Forhøjet blodtryk øger risikoen for at få andre alvorlige sygdomme og kræver derfor behandling.


Hvad gør forhøjet blodtryk?

Forhøjet blodtryk påvirker:

Hjertet

Hvis du har forhøjet blodtryk, er dit hjerte tvunget til at arbejde hårdere for at pumpe blodet rundt i koppen. Det betyder, at hjertemusklen bliver tykkere, og med årene kan hjertet svækkes og blive for stort.

Blodkarrene

Hvis dit blodtryk er forhøjet, udvikler du hurtigere åreforsnævringer i ben, halspulsårer og hjertets kranspulsårer. Åreforsnævringer i hjertets kranspulsårer giver risiko for hjertekrampe (angina pectoris) og blodprop i hjertet.

Hjernen

Forhøjet blodtryk er en væsentlig årsag til åreforsnævring i pulsårerne i hjernen. Forhøjet blodtryk øger risikoen for blodprop i hjernen eller hjerneblødning.

Nyrerne

For højt blodtryk kan skade nyrerne. Nyresygdomme kan omvendt være årsag til forhøjet blodtryk. 


Fra: Hjerteforeningen

Vidste du...
.. at dopamin er et stof, som hjernen laver, når du dyrker motion. Det er et stof, som giver dig overskud og gør dig glad.
Afstemning

Efter en hård dag skal jeg…

Have en kop kaffe 21 %
Have en øl 11 %
Have noget hurtigt at spise 32 %
Andet 37 %

Du skal logge på for at kunne stemme.