Motion forebygger skøre knogler

Der er mange gode grunde til at passe godt på kroppen og de 206 knogler, vi hver især har.
Knogleskørhed anslås nemlig at ramme hver 5. dansker over 50 år, men alle har gavn af at forebygge i god tid. Heldigvis er det aldrig for sent at give dine knogler den rette motion.
Op mod 550.000 danskere skønnes at leve med knogleskørhed, men kun 94.000 er i behandling. Resten ved ikke, at de har sygdommen.


Osteoporose - ikke kun for kvinder over 50

Knogleskørhed rammer oftest kvinder i overgangsalderen, da sygdommen er forbundet med de hormonforandringer, der sker i den periode. Men selvom knogleskørhed diskriminerer kvinder omkring de 50, kan sygdommen ramme alle. Unge og gamle. Kvinder og mænd.
- Det nytter altid at træne. Uanset om man i mange år har ignoreret sin krop, så er det aldrig for sent at begynde at styrke sine knogler, siger fysioterapeut Vibeke Pilmark, der sammen med Osteoporoseforeningen har udgivet folderen "Motion & Knogleskørhed".
Dog er det mest ideelle at starte så tidligt som muligt og meget gerne senest i puberteten, hvor knoglerne vokser.


Hård træning giver stærke knogler

Der er meget stor forskel på, hvilken slags motion, man må dyrke, hvis man har knogleskørhed, og hvilken man må dyrke, hvis man ikke har. Den forebyggende træning er for barsk og ville brække knoglerne på en person, som har knogleskørhed.
I denne artikel gennemgås kun træning for sunde knogler, hvor midlet er: Hurtigere, hårdere, højere.
- Styrketræning, gang, løb og hop opbygger knoglerne, og det er vigtigt, at knoglen bruges så hårdt som muligt. Når man træner, er det vigtigt, at der kommer stød gennem knoglen, for det stimulerer knoglevævets vækst, siger fysioterapeut Vibeke Pilmark.
Det er altid godt for knoglerne at gå, men helst så hurtigt som muligt. Det hænger sammen med, at jo hurtigere vi går, jo kraftigere sætter vi foden i underlaget, og jo stærkere stød går der op gennem benets knogler. Og stødet er vigtigt for knoglerne. De skal have noget at bære rundt på. Derfor kaldes de bedste aktiviteter for knogler også 'vægtbærende aktiviteter', dvs. øvelser, hvor vi flytter rundt på os selv og egen vægt eller bruger håndvægte.
Hvis man ikke har energi til at gå langt, anbefaler fysioterapeut Vibeke Pilmark i stedet for folk at gå flere korte ture med høj hastighed.

For unge er det nok ikke energien, der er i underskud, men snarere tiden, når der er så mange andre spændende ting at lave, men så snart unge kommer i puberteten er det ekstra vigtigt med træningen, da knoglerne vokser meget i den periode.
- Man skal altid finde noget motion, som man synes er fedt og sjovt at lave, og som man regner med, at man vil holde fast i, for man får selvfølgelig ikke løbet, hvis man hader at løbe, siger Vibeke Pilmark.


En hårfin balance

En helt anden måde at opruste kroppen på er at træne dens balanceevne. Dårlig balance udgør nemlig sammen med svage muskler den største faldtrussel, og årsagen til brækkede knogler hos mennesker med knogleskørhed er oftest faldulykker. En god balance kan redde dig ud af situationer,
der ellers ville have efterladt dig i en rodet bunke på gulvet med brækkede ben i kroppen.
- Når man bliver ældre, undgår man at udfordre sin balance. Et tegn på dårlig balance er, hvis man går tur og er nødt til at stoppe op for at sige noget vigtigt, for det normale er, at man sagtens kan koncentrere sig om at tale, samtidig med at man går, siger fysioterapeut Vibeke Pilmark.
En god måde at træne sin balance på er at stå på et ben, f.eks. når man frotterer sig efter badet, fortæller Vibeke Pilmark om sin egen metode.


Vær aktiv

- Det er vigtigt at blive ved med at være aktiv, også selvom man har knogleskørhed. Du må lave al den motion, du magter, du skal bare passe på med vrid af rygsøjlen og voldsomme bevægelser, siger Vibeke Pilmark.


Få mere at vide

Er du i tvivl, om du har knogleskørhed, eller vil du bare gerne vide mere:
Tag "Knogletesten" på www.knogleskor.dk
Osteoporoseforeningens hjemmeside:
www.osteoporose-f.dk


Kilde: Helse

Vidste du...
.. at farverne omkring os har indflydelse på vores humør og følelser, grøn kan virke afslappende, og blå kan skabe overblik og glæde.
Afstemning

Hvordan forkæler du dig selv?

Ved at lave fodbad og ansigtsmaske 6 %
Ved at købe nyt tøj 12 %
Ved at ligge på sofaen 18 %
Ved at spise god mad 65 %

Du skal logge på for at kunne stemme.